Coronapandemien har med al tydelighed vist, hvorfor det er helt nødvendigt at have et stærkt offentligt sundhedsvæsen. I de lande, hvor det offentlige sundhedsvæsen er trængt tilbage af private hospitaler, og hvor man skal betale for sundhedsydelser, har pandemien skabt menneskelige katastrofer. Det har vi set i blandt andet Italien.
Jo mere privatisering, jo større ulighed.
Vi betragter sundhedsydelser som universelle, det vil sige lige adgang for alle, finansieret over skatten. Det må aldrig blive økonomisk formåen, der bestemmer om du kan få den hjælp, du har behov for.
Gratis sundhedsydelser er helt afgørende for at sikre lige adgang. Det gælder ikke mindst i krisetider, som vi ser det i dag med en smitsom sygdomsepidemi.
Sundhed handler om tryghed og er et parameter på, hvordan vi har det. Det handler om at skabe gode livsvilkår for alle.
Vi skal værne om vores sygehusvæsen. Mere end nogensinde. Derfor skal vi også afvise EU’s nye forslag om at etablere en sundhedsunion. EU-harmonisering betyder forringelser af det danske sygehusvæsen - se fakta længere nede.
Der skal være tilstrækkelige ressourcer til alle, der har brug for behandling og pleje
Gennem det sidste årti er der sket en kraftig udhuling af ressourcer til det danske sundhedsvæsen. Besparelser og effektiviseringskrav har presset arbejdsforholdene til det yderste. Det er sket samtidigt med at markedet har gjort sit indtog på sundhedsområdet.
- Indtil 2010 blev der investeret knap 3 procent i realvækst i sundhedsvæsenet. Det betød, at væsenet kunne følge med det stigende behov i befolkningen. Men fra 2010 er der kun investeret knap 1 % i realvækst hvert år i sundhedsvæsenet. Dette sker samtidig med, at der er et voksende behov for pleje og behandling, fordi de store årgange nu er blevet ældre. Resultatet er, at det offentlige sundhedsvæsen halter mere og mere bagefter.
- Danmark halter bagud sammenlignet med vores nabolande. I Norge bruger de 123 kr. pr. borger til sundhedsvæsenet, hver gang vi i Danmark bruger 100 kr. For Tyskland er tallet 111 kr. pr borger, og for Sverige er det 106 kr.
- Udviklingen afspejles også i personalebemandingen: Fra 2010 til 2017 steg antallet af somatiske patienter med 26 procent, mens antallet af ansatte kun steg med 2,6% For det psykiatriske område var stigningen i patienter hele 46 procent, så her er bemandingen endnu mere uholdbar.
- Iflg. DSR rapport fra maj 2021 er væksten i aktiviteten på de offentlige sygehuse i perioden 2001-2018 steget med 81 %. I samme periode er antallet af beskæftigede sygeplejersker kun steget med 20 %. Det betyder, at det arbejde, som der i 2001 var 100 sygeplejersker til at udføre, nu skal udføres af 66 sygeplejersker.
- Underfinansieringen af sygehusvæsenet betyder, at en del af problemet lægges over på kommunerne. Patienter bliver udskrevet alt for hurtigt på grund af mangel på plads og ressourcer.
Budgetloven snyder borgerne for velfærd
Fra 2010 begynder skiftende regeringer at indføre sanktioner, hvis regioner og kommuner bruger flere penge, end regeringens udgiftsramme har fastlagt.
I 2012 formaliseres denne politik med vedtagelsen af den såkaldte budgetlov, der er en udmøntning af EU’s Finanspagt.
Med budgetloven får regioner og kommuner bøder for 3 ting:
- hvis de budgetterer med flere udgifter, end regeringen har tilladt,
- hvis de bruger flere penge i regnskabet, end de har budgetteret med,
- hvis de hæver skatten.
Budgetterne er ét-årige, så regioner og kommuner står til regnskab, år for år, og kan altså ikke lave langsigtede investeringer, som først giver et “afkast” efter nogle år.
Denne sanktionspolitik har ført til en omfattende selvdisciplin i regioner og kommuner. For at undgå bøder bruger regioner og kommuner færre penge end budgetteret.
Jævnfør rapport fra Henrik Herløv Lund om Budgetlovens Virkninger, er der fra 2010-19 akkumuleret er ressourceefterslæb på regionernes sundhedsområde på 7,5 milliarder kroner.
Budgetloven skal skrottes og Danmark skal træde ud af EU’s finanspagt!
Hvordan bruges ressourcerne?
Især tre områder har store konsekvenser for økonomien og kvaliteten i det offentlige sygehusvæsen.
Jo mere, der åbnes op for privathospitaler, jo dyrere bliver det, og jo sværere er det at styre, hvor pengene strømmer hen. Privatiseringen betyder, at der bruges offentlige penge til private firmaers profit. (Se senere om privatiseringen).
Privatiseringen af sundhedsvæsenet må stoppe.
Medicinudgifterne løber løbsk, og da budgetterne jo skal holdes for at undgå bøder, bliver resultatet, at der mangler penge til de “varme hænder”, til personale.
Der skal ske en opdeling i budgettet, således at lønkroner ikke kan bruges til dækning af medicin og teknologi.
Det er dyrt i lønomkostninger, når man hele tiden kører “på kanten” i forhold til personalenormering. De vikarer, der skal hentes ind, gang på gang, er meget dyrere end det faste personale.
Der skal ske en genopretning af personalesituationen. Det kræver, at der investeres massivt i at uddanne personale, såvel sygeplejersker, som assistenter.
I runde tal skal der investeres 3,5-4 milliarder kroner mere om året frem til 2025.
Privatiseringen skævvrider grundværdierne i det danske sundhedsvæsen
Markedet har gennem de sidste årtier gjort sit indtog på sundhedsområdet og udvikles i trit med, at det offentlige sygehusvæsen presses mere og mere økonomisk.
Behandlingsgarantien og private sundhedsforsikringer har været med til at fremme privatiseringen. Se fakta længere nede.
Privathospitaler
Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen, april 2016, scorer privathospitalerne offentlige opgaver som aldrig før. I 2015 blev knap 130.000 patienter udredt eller behandlet på private hospitaler eller klinikker. Året efter trådte behandlingsgarantien på 30 dage i kraft, og tallet steg yderligere. I avisen “Finans”, august 2019 fremgår det, at det offentlige i 2018 lagde 1,5 milliarder hos privathospitalerne.
Med Coronaen er ventetiderne på de offentlige hospitaler øget væsentligt og dermed givet privathospitalerne yderligere vind i sejlet.
Det er vanskeligt at få nøjagtige tal for, hvor stor pengestrømmen fra det offentlige sundhedsvæsen til det private er, for privathospitalerne ønsker at hemmeligholde deres omsætning.
Men fra mange sider vurderes, at privathospitalerne overkompenseres, og det sker på bekostning af de offentlige sygehuses økonomi. Desuden får de private sygehuse ekstra betaling fra det offentlige, når der kommer ekstra patienter, mens de offentlige sygehuse er underlagt en stram økonomisk ramme, hvor de ikke kan være sikre på at få udgifter dækket, hvis der behandles flere end forventet.
Problemet er også, at privathospitalerne laver “cream-schimming”. De skummer fløden, tager de lette operationer og lader det offentlige stå med de svære og dyre.
Væksten i den private sektor er i væsentlig omfang baseret på arbejdskraft fra det offentlige. Det vurderes at en meget stor andel af lægerne i den private sektor er bibeskæftigede på privathospitalerne og har deres hovedbeskæftigelse på offentlige sygehuse.
Det er en absurd tanke, at flere og flere læger fra et hårdt presset offentlig sygehus efter fyraften vandrer over på et privathospital og fortsætter arbejdet her. Formentlig til en højere løn og øget udgift for behandling. Et eksempel fra Region Hovedstaden viser, at man et år brugte 40-50 mio. mere på behandling i det private end det ville have kostet at udføre behandlingerne selv i det offentlige, hvilket skyldes at privathospitalerne får mere fordelagtige takster for behandlinger end det offentlige, - penge som betales af skatteyderne. (Bladet “Sygeplejersken”, 2007)
Privathospitalerne reklamerer med, at det er muligt at komme foran i køen og betale for ekstra god behandling. Også at de har færre patienter pr. ansat og dermed et bedre arbejdsmiljø.
Privathospitalerne reklamerer altså for forhold, som burde være til stede på alle de offentlige sygehuse.
Hvorfor skal man på privat hospital for at få hurtig og god behandling af et personale, som har tid til omsorg og pleje? Det er vores skattepenge, der bruges til at danne privathospitalernes overskud.
Perspektivet er, at flere og bedre sundhedsydelser bliver afhængig af en form for egenbetaling/forsikring. Altså afhængig af om du har råd. Det vil medføre et brud på solidariteten i velfærdsydelserne, når flere og flere sundhedsydelser kan tilkøbes og dermed blive for dem der har råd.
Derfor må denne udvikling stoppes.
Vi skal ikke kun have ret til lige behandling, men til lige god behandling.
Kravet må være, at de offentlige hospitaler tilføres tilstrækkelige ressourcer til at de opfylde behandlingsgarantien selv.
Sundhed er en menneskeret. Kun et offentligt finansieret sundhedsvæsen kan sikre dette.
Fakta
Behandlingsgaranti
- Når ventetiden på 30 dage på behandling udløber eller udredningsgarantien på 30 dage overskrides, har patienten ret til behandling på et privat dansk eller udenlandsk hospital, der har indgået aftale om behandling med Danske Regioner.
- Behandlingsgarantien er blevet en hæmsko for udvikling af det offentlige sundhedsvæsen, da manglende kapacitet i offentligt regi betyder, at der henvises til privat behandling, hvor samme personale har bijob.
Sundhedsforsikringer
- Godt 2 mio privatansatte danskere er dækket af en privat sundhedsforsikring i 2020.
- Den massive udvikling af sundhedsforsikringer gennem de sidste 20 år skyldes, at arbejdsgiverne har kunnet tegne kollektive fradragsberettigede forsikringer for deres ansatte. Skattefradraget er dermed et indirekte statstilskud til den private sundhedssektor.
- 80% på det private arbejdsmarked har en sundhedsforsikring, som arbejdsgiveren betaler.
- Sundhedsforsikringer bryder med princippet om universelle rettigheder, hvor alle har lige ret. Det er et privatiseringstiltag, hvor man med forsikringen opnår flere rettigheder, eksempelvis at kunne komme foran i køen. Det sker på bekostning de arbejdsløse, pensionister m.fl.
- Private sundhedsforsikringer er stort set ikke eksisterende i den offentlige sektor.
Tandpleje skal være gratis
Skal vi bekæmpe ulighed i sundhed gælder det også tandsundheden.
Langt de fleste danskere er enige om, at brugerbetalingen hos tandlægen er alt for høj. Vi har i Danmark den højeste brugerbetaling sammenlignet med hovedparten af de europæiske lande. I 2018 var egenbetalingen på 82%.
Mange unge vælger tandlæge fra, når de selv skal betale. Store grupper af kontanthjælpsmodtagere og pensionister har ikke råd til at gå til tandlæge. Her ender det ofte med tandudtrækning frem for behandling. Den høje brugerbetaling rammer socialt skævt. Det går ud over livskvaliteten.
Der er gratis tandpleje hos børnene. Det skal også gælde de unge og voksne.
EU’s markedsgørelse af sundhed og pleje har ført til øget privatisering af sundhedsydelser
I januar 2021 udgav Corporate Europe Observatory, der er et europæisk analyseinstitut, en omfattende rapport om EU-landenes sundhedssystemer, og deres håndtering af corona-epidemien (“When the market becomes deadly”).
Rapportens konklusion er, at privatisering af sundhedsydelser, flere privathospitaler og private plejehjem i EU har forringet nationalstaternes beredskab til at tage hånd om pandemier som corona.
“Privathospitalerne blomstrer, mens nationale og EU-krisetiltag skærer i offentlige sundhedsbudgetter”, konstaterer Corporate Europe Observatory blandt andet i sin rapport.
Rapporten baserer blandt andet sin dokumentation på data fra OECD. Ifølge OECD er andelen af de offentlige investeringer i sundhed faldet i langt de fleste lande i Europa. I flere østeuropæiske lande er de offentlige investeringers andel af de samlede investeringer i sundhed faldet med mere end 30 procent.
Det er en udvikling, der i høj grad er dikteret af EU: Siden det europæiske semester blev indført i 2011, har EU-kommissionen fremsat 63 krav til regeringer om at skære i den offentlige sundhedssektor og/eller outsource eller privatisere sundhedsydelser, fremgår det af rapporten.
Rapporten bruger blandt andet udviklingen i Spaniens sundhedssystem som eksempel: I forbindelse med finanskrisen, måtte Spanien underskrive en låneaftale med EU. EU krævede som led i aftalen, at Spanien skulle gøre sundhedssektoren mere omkostningseffektiv. Ifølge et notat fra Amnesty International’s afdeling i Spanien førte loven til, at antallet af ansatte i Spaniens offentlige sundhedssystem blev reduceret med 28.500 i perioden fra 2012 til 2014 – ud af i alt 477.000 ansatte.
EU har også stillet lignende krav om nedskæringer i de offentlige sundhedsbudgetter til eksempelvis Grækenland og Portugal. Også hér har resultatet været store forringelser i sundhedssektoren.
