På Oliehavnsvej i Aarhus bor Nemlig.com, som leverer dagligvarer lige til døren. Nemlig.com leverer også dagligvarer til rigtig mange i Aarhus og har desuden et samarbejde med Aarhus Kommune.
I dag foregår foregår på den måde, at varerne bliver pakket på et kæmpelager i Brøndby, og derefter bliver de færdigpakkede kasser fragtet til Aarhus i lastbiler, hvor de bliver flyttet over i mindre biler, som kører ud til kunderne.
Selv om der står Nemlig.com på de grå varebiler er chaufførerne ikke ansat af virksomheden. Nemlig.com har ingen ansatte chauffører. I stedet har virksomheden lavet aftaler med 137 selvstændige vognmænd, som har ansat chaufførerne.
De chauffører har nogle elendige arbejdsforhold. Det har både Politiken og Fagbladet 3F beskrevet grundigt. De arbejder under et enormt tidspres. Chaufførerne skal kunne leverer varerne på præcist det tidspunkt, der er aftalt med kunden. Sker det ikke får de en bøde. Nemlig.com har faktisk et bødesystem, der straffer chaufførerne for alt, der kan gå galt på en rute.
Oven i det er arbejdsdagen lang – op til 15 timer – og chaufførerne ved ikke hvornår de får fri. Lønnen er også dårlig, chaufførerne får kun betaling, når de leverer varer. Det kan betyde flere timers gratis arbejde.
Nu har 3F besluttet, at chaufførerne hos Nemlig.com skal have bedre forhold. Fagforeningen kræver overenskomst og har i denne uge varslet konflikt mod de første vognmænd.
3F har også forsøgt at forhandle med Nemlig.com. De håbede, at Nemlig.com ville stille som krav, at alle, der kører i Nemlig-biler, skal arbejde under ordnede forhold. Men den aftale har det ikke været muligt at lave.
KP støtter 3F’s kamp for ordnede forhold. Og vi opfordrer Aarhus Kommune til at sikre ordnede forhold hos sine samarbejdspartnere. Hvis ikke det sker må kommunen finde sig en anden leverandør af dagligvarer.
I udkanten af det vestlige Aarhus, i Årslev, er Nemlig.com i gang med at bygge et distributionscenter på på over 30.000 kvm. Ifølge virksomheden skal det være færdig i løbet af 2022. Når det er færdigt, skal her arbejde op mod 1000 mennesker og der skal pakkes dagligvarer til både Jylland og Fyn,
I dag har Nemlig.com sit hovedlager i Brøndby, hvor der pakkes varer til kunder over hele landet. Her får de ansatte løn efter den overenskomst, som er aftalt med 3F. Så skulle man måske tro, at deres arbejdsforhold er i orden. Det er de bare ikke. Nemlig.com har indført arbejdsforhold, som presser de ansatte til sidste blodsdråbe. Arbejdet kan bedst sammenlignes med benhårdt akkordarbejde.
På Nemlig.com bruges pick-by-voice. Arbejderen udstyres med et headset, hvor en stemme fortæller præcis, hvad man skal gøre. Tidspresset er stort – en lagerarbejder har mellem 9 og 14 sekunder til at pakke hver vare. Og arbejderens effektivitet vises på store skærme, der hænger i lagerhallen.
En stor del af de ansatte arbejder på korttidskontrakter, hvor de kun er garanteret tre timers arbejde fem gange om ugen. Arbejder de for langsomt, bliver de sendt hjem, men overholder de effektivitetskravene, kan de få flere timer, som de fleste af dem har brug for. For hvem kan leve af 15-timers arbejde. Til gengæld ved de som regel ikke, hvornår arbejdsdagen slutter.
Nemlig.coms lager har stort set kun udenlandske ansatte, og mange af dem har samtidig kun midlertidigt ophold i Danmark. De har brug for en vis indtægt for at kunne bevare deres ophold i Danmark, det ved Nemlig.com og det udnytter de alt hvad de kan.
For virksomheden betaler det sig at behandle de ansatte på den måde. Forretningen går godt, overskuddet vokser. Ja den er tilsyneladende vokset til at være en guldrandet investering.
Hovedaktionæren i Nemlig.com er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, som bor på den anden side af Årslev Engsø i den store hvide bygning, herregården Constantinsborg. Hans formue er det sidste år er steget med 50 milliarder kroner til hele 82,6 milliarder kroner!
På Forbes’ liste over de rigeste i verden er Holch Povlsen i dag den højst placerede dansker. Han burde have råd til at behandle sine ansatte bedre.
Efter at arbejdsforholdene er blevet kendt har flere kommuner besluttet at droppe Nemlig.com eller overvejer det. Kommunistisk Parti kræver at Aarhus Kommune skal undersøge, om firmaet lever op til kommunens klausuler på området. Inden virksomheden rykker her til byen, skal løn- og arbejdsforhold være i orden.